Kapitel 3: Den anden sjæl (Del 2)
Jeg vågner ved den irriterende lyd fra mit vækkeur: “Bib bib bib!” Hvert bib bliver nærmest skreget ind i kraniet på mig. Kæft et dejligt ur, men klokken er 7:30. Jeg tager tøj på, pakker taske, tager et saftigt æble i hånden og går i skole. Højre, venstre og så venstre igen som altid, vejen ændre sig jo aldrig vel?! Jeg står ved biologi og skal til, at åbne døren da: “Idabella vendt på mig!” Hvem kunne det mon være? selvfølgelig Liam, som kommer stormende ned ad gangen. Sammen træder vi ind i biologilokalet, hvorefter jeg sætter mig ned i hjørnet. Liam sætter sig forrest i lokalet, er han overhovedet god til biologi? De forreste er de klogeste til det fag de sidder på de pladser i, fx. sidder jeg kun forrest i matematik og intet andet fag.
Liam snakker hele tiden i de 2 timer, han er virkelig et geni til biologi og alt det under det fag. Han er faktisk den eneste der rækker hånden op i de her timer eller jeg hører i hvert fald kun ham, selvom der sidder 3 andre forrest ved siden af ham eller det plejer der at gøre?
Timerne flyver afsted fordi i biologi snakker Liam, læren ihjel og i geografi stiller han så mange spørgsmål, at læreren er ved at springe i luften. Så har vi hmm… samfundsfag hvilket skal være i grupper på 2, Liam og jeg skal lave en hjemmeopgave som alle andre, det er om økonomi. Hvilket Liam åbenbart også er vildt god til, måske er han en ret okay ven? han er klog, venlig og lidt lige som mig.
Vi få fri, Liam virker ivrig efter min opmærksomhed og jeg følger han kigger på mig med de der hundeøjne, fordi han lige har spurgt om jeg ville hænge lidt ud her nu efter skole, men er så træt.
“Okay så Liam!” “YES!” skriger det ud af ham, jeg griner ad ham og han begynder også at grine af sig selv.
Vi går på en skovsti og denne sti skulle føre os til Liam’s hus midt ude i skoven, hvor der bor en lille flok mennesker på omkring 7. Liam’s familie, en anden og så en tredje. I alt er der omkring 5 huse, men de står fuldstændig tomme.
Liam’s plejeforældre er hjemme: “Thom og Ingrid, det her er Idabella og lige omvendt Idabella det her er mine plejeforældre, Thom og Ingrid.” Siger Liam stille: “Hej” siger jeg roligt, men alligevel ret nervøst.
“Hej Idabella, vi har hørt utrolig meget om dig. Selvom dig og Liam ikke har været venner i så lang tid…” siger Ingrid
Liam og jeg vandre op ad trapperne og ind af en dør der fører til hans værelse. Snakker han virkelig så meget om mig, at hans pleje forældre ved hvem jeg er? Her er ret fedt og Liam er ret god til at indrette, fordi jeg er ikke stødt ind i noget endnu?
“Liam? hvis det er dine plejeforældre, hvor er dine rigtige så?” spørger jeg med en tone af angst i stemmen. “De er døde eller det er, hvad jeg har fået af vide..” siger han, men han lyder ikke trist eller glad. Han virker bare muggen..
Vi sidder bare der og snakker da Liam pludselig springer op og siger kom! Han spænder ned af trappen og tager sko på, jeg når kun lige at finde frem til mine sko før han er klar. Jeg bliver færdig med at tage sko på og kigger ned i jorden eller i hvert fald bare ned.. “Kom!?” han virker ikke forpustet eller noget i den stil. Vi går ud af døren og ned af en sti, Liam har sagt jeg skal se noget, men ehm.. han har vistnok glemt jeg er blind.
“Liam… Jeg er blind altså jeg kan ikke se noget.” siger jeg stille og jeg tror han kigger forvirret og glemsomt på mig: “Jamen.. det her kan du se…” Hvad mener han med det? Jeg er blind, kan intet se og kommer ikke til det.. eller hvad er der noget jeg ikke ved?
Liam standser brat op og jeg høre nogle stemmer.. nogen fra klassen, jeg ville vende om og gå, men det er for sent. “Når hvem har vi her? k-parret haha” Stemmens ejer er Seb, nu vil i tro han hedder Sebastian eller lignende, men han hedder bare Seb. “Er du dum eller hvad vi er bare venner!” siger jeg surt og i det samme mærker jeg et skub og mærker min vægt søge ned af, men i det samme griber Liam fast i mig og han knurre.. Altså sådan en knurren som et stort rovdyr.. “HAHA!” griner Seb og hans slæng som består af ham og hans to venner. Jeg mærker vreden fra Liam og jeg kan faktisk se, at han kigger på mig.. Han kigger på mig med det undskyldende blik: “Undskyld Idabella.. undskyld du skal hører og evt. se dette…” han sætter mig på jorden og kigger mig i øjnene, jeg ser hans gule øjne, vent gule og hvad jeg kan se hans øjne!?
Det er det eneste i hele min verden der lyser ellers er alt andet sort. Det er et flot gult glimt og jeg kan ikke kigge væk eller bevæge mig, Jeg er fastlåst til hans øjne, hans flotte gule øjne…
Jeg mister øjenkontakten og dermed også evnen til at se hans øjne.. Jeg hører ham hyle og et skrig kommer ud af munden på Seb og hans venner, jeg hører de løber, jeg hører lyden af et knurrende rovdyr og jeg kan se Liam’s øjne igen.. “Hvad er du Liam!?” skriger jeg af angst og frygt for at dø, som mine forældre og han kigger utåleligt på mig: “Je.. Jeg er en.. va.. VARULV!”
Hele min verden forsvinder og jeg går faktisk i panik: “HVAD ER DU!?” råber jeg: “Du hørte rigtigt, jeg er en varulv…”
Del 3 – kommer snart.
Læs første del her: 5 sjæle, hver deres historie – Den anden sjæl (Del 1)
Historien fortsætter om de 3 andre sjæle.
