Kapitel 3 : Min dag er bare aldrig min dag…
Jeg vågner, vent er det ikke? Jov det er… Det er min FØDSELSDAG!! Jeg løber ned i stuen, hvor er de henne? Videre til køkkenet heller ingen? Hvor i hunden er de? Når ja de holder aldrig min fødselsdag mere efter min far døde… jeg sætter mig ned og alle følelser vælter ud af mig, vrede over de ikke tænker på det er en speciel dag for mig, følelsen gør mig så øm om hjertet, at jeg begynder at græde.
Det er blevet weekend og jeg ved ikke hvad jeg skal lave så jeg skriver til James..
Beskeder (Izabell’s mobil)
Izabell: Hey James <3
James: Hej, spørgsmål hvorfor hjerte?
Izabell: Hvorfor ik?
James: Ja okay så. Hvad laver du?
Izabell: Ingenting, dig?
James: Skal ud og lufte min hund.
Izabell: Okay så snakkes vi bare ved senere ik?
James: jov da. Ses
Izabell: Ses.
Mine tanker kører rundt og til sidst kommer mit hoved med en dom, jeg er forelsket i James… Det er okay han er jo sød, cool og lækker! Ellers har jeg en forvirrende smag haha.
Jeg kigger ud af mit vindue og ser hurtigt, at bilen ikke er i indkørslen de har ikke engang sagt de kørte, jeg er alene, det er ret godt da jeg ikke gider alt deres møg.
Jeg sidder og venter på, at de kommer hjem klokken er 23 og mit hovede snurrer og jeg er utilpas.
Kommer de aldrig hjem eller hvad!?
Jeg sidder i en halv time mere og venter, jeg vælger at gå en tur i måne skinnet. Man siger der er set rovdyr i nærheden af, hvor jeg bor så jeg holder mig til stien, selvom det nok bare er en ræv eller lignende.
Jeg kigger ind i skovens mørke. Mit hoved er ømt og snurrer voldsomt… Jeg falder til jorden og kan ikke rejse mig op, mine hænder og fødder er som spændt fast til jorden. Jeg får et gigantisk chok af noget inde fra skoven og i panik begynder jeg, at løbe frem ad. Jeg løber bare, mine løb bliver længere og længere og jeg kommer op i en spurt som aldrig før. Da jeg er i virkelig dårlig kondi…
Jeg sænker farten og standser ved en lille andedam eller sådan noget, månen spejler sig i vandet, jeg læner mig frem og kigger ned i det mørke vand. Jeg vil skrige, men det kommer ud som et hyl..
Jeg opdager at jeg stadig står og løb på fire ben.. Det er væmmeligt og vildt ubehageligt at være så tæt på jorden. Min krop ryster, den ryster så meget, at med et tuller jeg rundt i andedammen sammen med en aggressiv knobsvane og hendes 3 ællinger. Knobsvanen bider ud efter mig flere gange, ved instinkt skal jeg lige til at slå den, da jeg bliver hevet hårdt tilbage og lander ekstremt hårdt på jorden. Jeg kigger op og ser ham..
Kapitel 4 kommer snart.
