Kapitel 2 : Langt hjem.
Efter noget tid kommer min lærer og åbner for matematik lokalet, jeg går ind og helt ned bagerst. Vi har ikke faste pladser, men jeg er ret sky så derfor er det bedst for alle, hvis jeg bare sidder i hjørnet. Klokken ringer og alle mennesker kommer stormende ind i lokalet, kæft de larmer så er jeg jo så heldig at jeg nu har hovedpine…
Matematik er kedeligt og tager alt for lang tid, jeg holder det ikke ud mere. Vi sidder og snakker om vores lektier vi havde for til i dag, men selvfølgelig har jeg glemt at lave dem lige som sidste gang… Endelig ringer klokken ud og alle stormer ud ligesom da de kom ind, der står jeg så med alle mine ting og smider dem i tasken, går ud og ned mod mit skab, som jeg har glemt koden til. Det gør jeg tit det er derfor jeg har skrevet koden på en lap papir, som jeg ikke kan finde… Heldigvis skal jeg have idræt nu så det vil sige ingen bøger! Langsomt tager jeg tasken over skulderen og begynder at gå hen mod idræt. En person foran mig åbner døren og jeg tænker endelig er der en der ikke ignorer mig, men så 2 skridt fra døren smækker personen døren lige i hovedet på mig og der står jeg med jordens største hovedpine igen. Jeg åbner døren og går ud og over mod idræt, da jeg bliver ræmt af svimmelhed og pludselig bliver alt sort…
Da jeg vågner er jeg i et helt hvidt lokale i en seng, kort tid efter går det op for mig at jeg er på byens hospital. Hvorfor er jeg dog her? Jeg husker kun jeg var på vej til idræt, da hele min verden blev sort.
Stille og roligt rejser jeg mig fra sengen og går ud, jeg tænker selvfølgelig at min mor sidder og venter som normale mødre, men da jeg kommer ud er hun der ikke. Så jeg begynder at gå ned ad en gang, så til højre, hvor efter jeg drejer til venstre og der lige foran snuden på mig ligger informationen. “Hej mit navn er Izabell, jeg ville lige hører om min mor havde været her og kigge til mig, har hun det?” “Øhm.. når ja Izabell, nej hun har slet ikke været her, men du må godt gå når du synes du har det okay igen” siger den ret venlige information dame til mig.
Jeg går ned gennem gaden og mod en bus, som kører næsten hjem til mig. Roligt sætter jeg mig ind i bussen, en mand ved siden af mig sidder og hører mega høj musik og prøver at synge med, men det er vidst ikke hans store talent. Jeg siger ikke noget, men hans stemme skær gennem mit hoved og jeg får næsten hovedpine, men heldigvis står han af nu.
Lidt efter eller retter 2 stoppe steder fra den talent løse musik mand er stået af kommer en ung gut ind og sætter sig ved siden af mig. “Kæft du er lækker” siger han og jeg kigge meget mærkeligt på ham. “Hvem, mig?” “Ja da, hvem ellers?” Vi sidder og snakker lidt, jeg finder ud af at han hedder James og han er 16 år. Pinligt nok, men jeg synes faktisk at han er ret lækker, men det gør jo ikke noget da han også synes jeg er lækker. “Izabell må jeg få dit nr?” “Ja da” små griner jeg lidt, men et stop efter stiger han af bussen og vinker farvel.
Jeg når endelig mit stoppe sted og stiger af og går mod mit hus som ligger omkring 1 km fra stoppe stedet, jeg går og går og går og kommer til huset, løber ind og lukker døren, da jeg hører en vred stemme komme fra stuen. “Hvorfor er du først hjemme nu! du skulle lave mad, når men du kommer forsendt jeg har brugt dine lommepenge på at bestille mad til mig og din bror!” Siger min mor arrigt “undskyld, men min cykel er blevet væk… Så jeg tog bussen” svarede jeg undskyldende. “Har du mistet din cykel! Og forresten er der ikke mere mad så håber du kan leve uden mad igen i aften!” Siger hun endnu mere arrigt end før. Jeg løber op på loftet og lukker døren, hopper under dynen og begynder at græde. Mine salte tårer er det eneste vand jeg har…
Kapitel 3 kommer snart.
