Jeg sad igen på mit værelse og hørte på, at mine forældre skændes om hvor dårlig jeg er i skolen og det var helt sikkert derfor de ikke kunne lide mig. Jeg plejede, at gå når de skændes sådan og det havde jeg bestemt også tænkt mig, at gøre nu. Jeg sneg mig forbi dem uden, at de så mig og tog min jakke og rødprikkede gummistøvler på og løb alt hvad jeg kunne ned af trapperne.
Det var blevet mørkt og da jeg nåede udenfor var det blevet så koldt så jeg kunne se min egen ånde. Jeg var på vej hen til min bedstemor for, at høre endnu en af hendes gode historier fra da hun var barn. Jeg løb alt hvad jeg kunne lige indtil jeg så en skikkelse ud af øjenkrogen og i det samme stoppede jeg op.
Mit hjerte begyndte, at banke hurtigere og hurtigere og mine hænder blev fugtige. Jeg er sådan en person som altid er så nysgerrig så jeg gik selvfølgelig efter skikkelsen som var på vej hen mod nogle sten som var placeret så de formede en cirkel. I midten af cirklen var en firkantet sten med en svagt lysende lampe på. Ved siden af lampen på stenen var noget der skinnede som når solen rammer et glasskår.
Jeg gik et par skridt hen mod stenene da jeg samtidig blev skubbet hårdt i ryggen så jeg faldt. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen. Mit hjerte bankede nu hurtigere end en gepard kan løbe. Jeg rejste mig og løb hjem.
Da jeg kom hjem kastede jeg mig ned i min seng. Der lå jeg så og kiggede på stjernerne lige indtil de formede et sværd.
Jeg tog min computer og søgte på stjernetegn. Jeg nåede kun lige og trykke enter da en meget mærkelig reklame poppede op. Jeg trykkede selvfølgelig kryds på reklamen og i det jeg gjorde det, lukkede min computer ned.
“Shit” tænkte jeg. Nu er min computer sikkert blevet hacket. Der gik ikke mere end to minutter og min computer tændte igen. Da den startede op var den gået ind på reklamen. Inde på reklamen var der en stor overskrift der hed “Kong Abel Vildtons stjernetegn.”
Jeg trykkede på overskriften og begyndte, at læse lidt ned af siden. Der stod noget om stjernetegnets betydning hvor jeg altså læste, at sværdet var en betydning på at Kong Abel Vildton eksistens og at man mener han blev begravet her i byen.
Der stod også at stjernetegnet kun var på himlen når Kong Abel Vildtons ånd var på jorden og at stjernetegnet kun var blevet set 2 gange. Man mener også at sværdets spids peger mod hans grav og at man har prøvet, at finde den de 2 gange. Stjernetegnet var blevet set men det var ikke lykkes at finde graven. Jeg slukkede computeren og lagde mig til at sove.
Næste dag, gik jeg ned til stenene, lampen var nu væk, der var intet andet end, en lille guldplade hvorpå der stod “ina ko te marama i ona rawa, e uru matua, i te iti rawa kia koutou e kore te ahotea tau 95 anake” Jeg forstod ikke en skid af det, men det gjorde mine forældre, som var arkæologer. Jeg synes bare ikke de skulle indblandes i det her, så jeg måtte gå til min bedstemor som helt sikkert kunne det sprog.
Jeg løb hen til min bedstemor, hvor jeg bankede på døren, hun åbnede ikke, det var mærkeligt. Jeg bankede på igen, der skete ingenting. Jeg kom i tanke om, at hun havde lagt nøglen under måtten. Jeg fandt nøglen, låste døren op og gik ind, jeg tænkte på hun jo er 95 år gammel så hvis hun lå død når jeg kom ind var der ingen til at hjælpe mig. Jeg rakte hen mod dørhåndtaget min hånd rystede. Jeg åbnede og gik ind i stuen.
Der sad hun og gloede ind i sin krystalkugle, hun engang havde med hjem fra en rejse i Fiji. Jeg havde før spurgt hende hvor i Fiji hun havde den fra men hun svarede altid “fra grotten”. Jeg gik helt hen til hende og hun var helt væk i den. Der skete en masse i krystalkuglen, noget med en grotte, en sten og et gammelt sværd. Efter 10 minutter klappede jeg hænderne sammen lige foran hendes hoved, hun vågnede og kiggede på mig.
Bedstemor sagde “Hej min lille skat”
“Hej bedstemor, jeg har et problem” svarede jeg selvfølgelig
“Hvad er det min lille pige”
“Jeg fandt en sten igår men der står noget på et sprog, jeg ikke har set eller hørt før”
“Hvor har du set det henne og hvis jeg skal hjælpe, skal du vise vejen derhen, min lille skat”
“Ja bedstemor, kom med mig”
De ankom til stedet. Zenia sagde “Her er stenen med det mærkelige sprog” Bedstemoderen sagde så “Min lille skat, det er ikke et mærkeligt sprog, det sprog hedder maori, der står: Når lyset er på sit højeste og adgangsnøglen, i det mindste bør du ikke understrege kun 95 år.”
Jeg tænkte hvad i alverden betød det dog.
Zenia sagde “Bedste hvad vil det sige?”
Bedstemoren svarede “Det betyder når solen er lige over den her sten rammer den ned i de fire klodser og ud i sværdet og sender et lys ud der åbner en grotte og så skal nøglen i – men hvor?”
Zenia spurgte “Hvad med under guldpladen bedste”
Bedstemoren svarede “God ide, min lille pige”
Zenia sagde “Men bedste hvad mener den med kun 95 år”
Bedstemoren svarede “At man skal være 95 år som mig, for at pille pladen af”
Bedste pillede guldpladen af, under pladen var et nøglehul, jeg aldrig havde set før i mit liv, det ligner et mini sværd.
Jeg var godt nok heldig for bedste havde den halskæde derhjemme. Vi kom hjem til bedste, hun fandt halskæden og lagde den i min hånd og lukkede den og sagde mens hun smilede “Den må du beholde min lille pige”.
Jeg skyndte mig ud af døren og løb ned til stenene. Jeg stod nu ved stenene og kiggede op mod solen, den stod lige på sit højeste, jeg var bange for, at sætte nøglen i. Hvad kunne der ske, tænkte jeg. Jeg satte nøglen i, solen sendte fire stråler ned i de fire klodser og ud i sværdet. Jeg gik efter den tynde lys stråle, den førte ind i en skov, der var et lille spejl, hvor lyset drejet. For enden af skoven var en trappe.
Jeg gik ned af trappen og ned i en grotten og kiggede rundt, en lille lyssensor reagerede på lysstrålen og tændte nogle meget gamle lamper, jeg kunne se en lang gang. Jeg gik ned af gangen og drejede om hjørnet, jeg gik videre ned ad den lange gang.
“Av”, råbte jeg enormt højt så grotten rystede, det var som om der var en der sparkede mig hårdt over skinnebenet. Jeg kiggede mig over skuldrene og der så jeg en flok dværge. Jeg tror der var omkring 7 dværge.
“Hvad vil du her frøken?” Spurgte en af dværgene
“Jeg er kommet for at finde sværdet”
Den laveste dværg tog fat i min hånd og begyndte, at sige en masse mærkelige ord.
“Hun” .. “Hun er den udvalgte” Råbte dværgen
Jeg kiggede forvirret på dværgen. “Hvad er jeg?”
“Du den udvalgte”
“Og hvad skal det så betyde?”
“Du er den eneste der kan åbne døren til kong Abel Vildtons grav, vi har ventet på dig i over 200 år og nu er du her endelig!”
“Vil du ikke nok være sød og følge med os så du kan åbne ind til Kong Abel vildtons grav?”
“Nej jeg skal slet ikke have noget med arkæologi af gøre”.
Jeg vendte om og løb hjem. “Undskyld Anton” – Jeg var løbet ind i Anton, som var min bedste ven fra klassen. Anton stod lige rundt om det sidste gadehjørne, det var så pinligt af løbe ind i ham. “Hvad laver du her” sagde jeg og kiggede på ham. Han svarede “Går tur med Tico.” Anton havde verdens sødeste hund, der hed Tico. Tico var meget lille, han gik mig til knæet. “Jeg må smutte Zenia, kom Tico,” sagde han og gik, lille Tico løb efter.
Jeg løb videre hen ad gaden, pludselig skimtede jeg en stor hund, jeg standsede stift op. Den havde ikke halsbånd på, den var hvid med halvlang glat pels og faktisk meget smuk, den så mig ikke, men løb bare videre. Jeg løb hen for enden af gaden og kiggede efter den, men den var væk.
Jeg kom hjem og lagde mig på min seng. Jeg tændte min computer og søgte på store hvide hunde, men der var kun små hvide hunde, ikke en eneste stor hund. Jeg søgte på spøgelseshunde bare for sjovs skyld, da en mærkelig annonce dukkede op på min computer om en spøgelsesulv man kaldte vild ulven ved kongens stjernetegn. Den var helt hvid, ligesom den jeg havde set, jeg læste videre, der stod den kommer en dag efter Kong Abel Vildtons’s stjernetegn, ulven havde tydeligvis noget med Kong Abel Vildton af gøre, men hvad vidste jeg ikke endnu. Jeg slukkede computeren og gik i seng.
Dagen efter.. Det var besværligt, at holde øje med graven og spøgelsesulven, jeg måtte have hjælp, men hvem ville hjælpe en pige, der påstod at have set en hemmelig gammelt gravkammer og en spøgelsesulv? Jeg tænkte på mine forældre, men nej, ikke dem.. De skal ikke blandes ind i det. Bedstemor? Men nej, hun er for gammel. Jeg kendte kun en jeg kunne stole på, Anton.
Jeg var nu løbet hjem til Anton. Jeg bankede forsigtigt på døren, han åbnede døren, jeg begyndte at grine da han i dag havde morgenhår.
“Hvad” sagde han og gloede på mig.
“Du har morgenhår.” Svarede jeg og grinede.
“Var det bare det?”
“Nej Anton, jeg så en spøgelsesulv igår aftes, da du var gået videre og jeg har opdaget et gammelt gravkammer. Vil du hjælpe med, at opklare det her mysterium?”
Han kiggede interesseret på mig “Okay” Sagde han så.
“Kom dog ind Zenia” Sagde han, jeg gik ind. Hans hus så ud som om han var rig!
Vi gik ind på hans værelse.
“Her, tag den her”
“Hvad er det?” Jeg virkede ret dum.
“Det er da en Walkie talkie, det ved du da godt hvad er ik?”
“Når ja, smart ide.” Sagde jeg så.
Vi gik ned til graven. Jeg havde glemt nøglen til graven i nøglehullet. Men nøglen var der ikke mere.
“Ulven” Råbte jeg.
“Hvad er der med den ulv?” Spurgte Anton.
“Den har snuppet nøglen og den kommer først tilbage dagen efter Kong Abels Stjernetegn.” Sagde jeg.
“Kong Abels Stjernetegn, Hvad er det dog?” Spurgte Anton.
“Kom med mig Anton.”
Vi løb hjem til mig. Jeg tændte computeren og søgte, reklamen var der heldigvis.
“Se det er stjernetegnet.”
“Fedt stjernetegn, kan man have det?”
“Ja Anton, men kun en og det er mig, den dag jeg dør for en anden det og kun med det stjernetegn i blodet kan man åbne graven.” Anton var forbløffet over at jeg havde det stjernetegn i blodet, hun virkede ikke særlig bevidst om hvad det kunne betyde for hende. Det var ret sejt, synes Anton.
Reklamen viste at om fire dage ville stjernetegnet komme tilbage og fem dage til spøgelsesulven kom tilbage på jorden.
“Hvor var ulven i alt den tid?” Sagde jeg så pludselig. Anton tænkte, “hvad med månen?” “Det kunne da godt være, eller i en grotte under jorden?” tænkte jeg. Anton gik hjem, vi havde aftalt at mødes om fem dage og fange ulven få nøglen og gå ned i grotten sammen. Efter fem dage havde de ikke lavet noget andet end at se tv begge to i fem lange kedelige dage de skulle nu på jagt i aften, efter en stor hvid spøgelsesulv, jeg var spændt og jeg kunne ikke vente længere.
“Er du klar til at fange den i aften.” Ringede jeg og spurgte Anton.
“Ja er du vimmer, jeg er bare lidt nervøs.”
Klokken var nu 2 minutter i 21:00 og Anton var stadig ikke dukket op som aftalt, jeg vil prøve og ringe til ham.
“Hej Zenia.” Sagde han, da han tog telefonen.
“Hej Anton hvor bliver du af?”
“Jamen jeg kan ikke komme ud efter 21:00.”
“Men vi havde jo en aftale Anton, ulven kommer jo klokken 21:00.’’
“Nej Zenia, nej den forvandler sig.”
Der blev helt stille i den anden ende af røret.
‘’Anton, Anton.”
Jeg hørte ulven hyle fra den anden ende af røret.
“Anton så svar mig dog.” Jeg lagde på og kiggede mig omkring og sukkede jeg havde nu stået her i omkring 15 minutter ved stenene og jeg var fuldstændig gennem frosset.
I det jeg tog et skridt hen mod stenene dukkede den hvide spøgelsesulven op. Jeg skimtede hurtigt en halskæde med samme kæde som den Anton havde haft på de sidste par dage. Den mindede også om noget andet, nemlig nøglen til grotten. Den måtte jeg have fat i. Jeg kastede en pind så ulven blev distraheret så jeg kunne snuppe halskæde.
“Yes, jeg fik den.”
“Hey Zenia, du må ikke bruge nøglen!”
Jeg blev helt bleg i hovedet og vendte om, den ene fod efter den anden ramte jorden hurtigere og hurtigere, min vejrtrækning blev dybere og dybere.
Jeg nåede endelig hjem, satte mig på sengekanten og skrev på nogle papirlapper, jeg skrev “Anton, ulven, Kong Abel Vilton og nøglen” Jeg satte det hele sammen, måske var Anton ulven? Det gav god mening, men hvorfor ham, hvorfor lige min bedste ven?
I det samme poppede en besked op på min mobil, det var fra Anton.
Anton: Fik du nøglen.
Zenia: Øø.. nej
Anton: Så ulven har den stadig?
Zenia: Det går jeg da ud fra, jeg har den i hvert fald ikke.
Anton: Zenia det er ikke smart og bruge den nøgle!
Zenia: Jamen jeg har heller ikke tænkt mig og bruge den!
Anton: Zenia jeg ikke dum!
Zenia: Har jeg da heller ikke sagt?
Anton: Godt så! du bruger den ikke, det er for farligt!
Jeg lod være med, at svare Anton, for det virkede som om han selv ville have fat i nøglen igen efter som jeg havde revet den af halsen på ham. Jeg vidste en hemmelighed som han ikke vidste at jeg vidste, nemlig at han var ulven. Jeg tog nøglen og løb ned af trapperne igen i dag, efter som jeg måtte ned til de syv dværge inden Anton. Jeg standsede op da den firkantede sten allerede var skubbet til siden. Jeg gik tættere på og der stod jeg og kiggede ned af trappen der førte ned til grotten. Skulle jeg gå der ned efter som Anton sagde det var for farligt? Men altså min bedstemor siger altid til mig man skal hjælpe når man kan og de syv dværge havde jo brug for hjælp til at åbne ind til kong Abel Vildtons grav. Jeg tog et skridt ned af trapperne og i det samme blev der kaldt på mig. “Zenia er det dig? Zenia kom og hjælp os”. Jeg gik længere ned af trappen og der stod de syv dværge så. “Jeg har ombestemt mig” sagde jeg til de syv dværge. “Yes.” råbte de syv dværge i munden på hinanden. “Kom.” sagde den mindste dværg og tog fat i mit håndled. Den mindste dværg tog mig hen til en meget stor jerndør. “Lås den så op.” sagde dværgen spændt.
Jeg tog nøgle op af min lomme, og satte den ind i nøglehullet, det var lidt svært for mine hænder rystede så meget. Jeg åbnede døren og et skarpt lys kom til syne. En mand rejste sig fra en kiste. “Når Zenia så kom du endelig, det var du længe om.” “Er du kong Abel Vildton?” “Ja det er jeg.” Han rakte ud efter mig og fik fat i min arm og var på vej til at sætte sin krone på mit hoved, da ulven eller Anton kom brasende ind. “Kong Abel Vildton det vover du på at gøre!” “Sæt den på mig istedet du ved jeg er træt af, at være ulv.” Kong Abel Vildton fortsatte og nu sad kronen så på mit hoved. Den blev tungere og tungere, jeg faldt ned på knæ. “Zenia” råbte Anton som lige pludselig ikke var en ulv mere. “Neej Zenia, se hvad du har gjort kong Abel Vildton.” “Jeg ser det skam, nu kan jeg leve og verden vil blive min.” Og med et var Zenia aske. “Hun har det bedre i verden Imaginatio.” Sagde Kong Abel Vildton.
– Historien “Blod fra den udvalgte” er skrevet af mig, da jeg gik i 7 klasse.
