Kapitel 1: Den første sjæl.
Jeg kan tydeligt huske hvordan mine forældre forsvandt en for en, hvordan de kærtegnet min pande og lyden af knurrende, vrede og irriteret rovdyr kom frem. JEG SÅ MINE FORÆLDRE DØ!
Jeg var ik mere end 10 år da jeg blev hentet hjem, fra børnehjemmet af mine bedste forældre. Jeg kunne huske alt fra fortiden, lægerne sagde, at jeg var sådan en der kan huske alt, men kan bare ikke huske hvad sådan en hedder. Den dag i dag er jeg 15 år, men meget snart 16. Mine bedste forældre har sagt der skal ske noget stort på min fødselsdag, men ved intet om det ellers. Men ikke mere om det, I skal da vide lidt om hvem jeg er.
Jeg er en helt normal 15 årig pige eller normal er ikke helt rigtigt… men jeg specielle behov, da jeg er nemlig blind… Ved ik hvorfor, men efter mine forældre døde mens jeg så det hele ske, forsvandt mit syn langsomt… Udover at være blind lever jeg et helt normalt liv, som en 15 årig. Jeg elsker dyr og den slags, de er en del af mit liv især fordi jeg bor på en gård. Selvom jeg er blind kan jeg godt finde rundt her på stedet. Forresten hedder jeg Idabella, det er ikke et oprigtigt navn, men jeg er ikke døbt eller konfirmeret eller lignende så i realiteten kan jeg hedde hvad som helst, vidst nok?
Som en helt “normal” 15 årig pige går jeg i 8 klasse med en masse idioter. Eller normalt er jo så meget sagt jeg er jo den eneste blinde på skolen og faktisk i hele vores lille by kaldet: De 5 fortabte sjæle. Gad vide hvorfor byen egentlig hedder det? Når men jeg går ned ad gaden til højre, lidt efter til venstre og så igen til venstre og ind på skolens grund. Jeg skal have time nu og vi har kedeligt nok dansk…
Dansk er ikke y-faget for min side af, men jeg overlever jo nok. Ellers gider du så at lave min gravsten? Haha. Jeg sidder bare der og hænger med hovedet nede i en dansk stil om byen, vi skal hver især finde et sted vi vil skrive om og tage derhen i næste uge. Jeg er lidt uenig i det, at jeg skal BEVÆGE mig er så doven og træt af alt med lektier og skole af gøre. Det ringer ud til vores første frikvarter, i det jeg tager tasken siger vores dansklærer: “Der starter en ny i morgen i jeres klasse, en der gider vise ham rundt?”
Muligheden for en ny ven? NEJ TAK! Jeg er en enspænder, jeg går kun alene. Er ik populær nok til, at blive snakket til eller blive venner med… Ingen rækker hånden op, så som normalt siger vores lærer bare ligesom alle andre et tilfældigt navn: “Idabella? den tager du så.” Jeg svarer intet, men kigger opgivende på min dansklærer som forresten hedder Karl Johan. Jeg tager min taske og for alt i verdens skyld skynder jeg mig ud af klassen. Jeg går om hjørnet og ned mod kantinen, for at spise min madpakke.
30 minutter senere. Tramper jeg ind til fysik/kemi, som er mit værste mareridt da jeg er så dårlig til kemi, hvis man forstår altså… Haha.
3 timer efter for vi fri og jeg går træt og stresset hjem. Jeg går til højre, så til højre igen og lidt efter til venstre, sjovt nok omvendt af hvordan jeg kom her hen. Jeg kommer endelig til hoveddøren, hvorefter jeg roder i tasken efter mine nøgler, som jeg har glemt på køkkenbordet… heldigvis har vi en under måtten. Jeg åbner døren træder ind og smækker døren efter mig, hvorefter turen går til mit værelse ovenpå. Jeg lægger mig på sengen og 2 sekunder efter sover jeg.
Jeg vågner ved lyden af min bedstefars stemme: “Idabella?” Jeg kigger meget søvnigt op på ham med opgivende øjne: “Jaja der er mad.” Han smiler roligt og nikker, Jeg rejser mig og går sammen med ham ned i køkkenet. Jeg er altid så smadret, træt, ødelagt osv. af ord vi kan finde for det efter skole, at jeg falder i søvn og bliver vækket ved spisetid omkring kl 18 af min bedstefar. Jeg bliver bare så træt efter sådan en dag, at jeg bare kunne sove til den næste starter igen. Vi spiser i ro og fred for mit vedkommende også lidt søvnigt, men jeg er det første der er færdig, sætter min tallerken i opvaskeren og går op og i seng igen lige efter jeg opgivende på alt, børster tænder.
Historien fortsætter om de 4 andre sjæle.
